NI Værd at vide Om Qaqortoq og Sydgrønland Mange ting ligner umiddelbart hinanden i Danmark og Grønland - 275 års dansk indflydelse i Grønland er ikke gået sporløst henover samfundet – men der er måske flere forskelle end ligheder. Naturen er væsentlig anderledes I Danmark hegner man naturen ind i haver og marker - det ”vildeste” er en tur i skoven eller til havet. Naturen er et pænt og velordnet element i et pænt og velordnet samfund! I Grønland er naturen - vild og stor - lige uden for din dørtærskel. Naturen sætter dagsordenen heroppe - den kan ikke kontrolleres eller hegnes ind. Der er intet vejnet mellem byerne - transporten foregår med fly, helikopter eller skib - og vejret vælter ofte fartplanerne. I Sydgrønland er der ret frodigt Væksterne bliver normalt ikke høje - enkelte steder findes småtræer, som når mere end mandshøjde. Ellers er det fjeldene og havet, som dominerer. I byerne er de farverige huse spredt på fjeldet. Her i Sydgrønland (i folkemunde: ”Banankysten”) gør folk meget for at få blomster og buske til at trives omkring husene i små haver. Der er fælles ejendomsret til jorden og man kan færdes frit overalt.Vejnettet i byerne er beskedent; der findes normalt ikke fortove eller fodgængerfelter. Kun i hovedstaden Nuuk findes lysregulerede vejkryds! Klimaet Klimaet er gennemsnitligt koldere end i Danmark og luftfugtigheden er lavere. Sydgrønland ligger på højde med Bergen i Norge, men har lidt koldere klima på grund af Indlandsisen. Vintertemperaturerne ligger rimeligt konstant under frysepunktet, men sjældent under –10; sommertemperaturerne ligner april/maj måned i Danmark og kan godt ind i mellem komme over 20. Vi får vi ikke så meget nedbør som i Danmark - sommeren behøver normalt ikke tilbringes i gummistøvler og regnfrakke - til gengæld er et myggenet en god ting. Det er mørkere om vinteren og lysere om sommeren, end det kendes fra Danmark, men vi har ikke decideret mørketid eller midnatssol. Der er en tidsforskel på 4 timer til Danmark (Vi sover 4 timer længere om morgenen). Sproget Hovedsproget er grønlandsk, som har en række dialekter, der kan være ret forskellige. En forholdsvis stor del af befolkningen taler også dansk - mere eller mindre godt - men mange – især ældre - taler kun grønlandsk. Medier o.l. er normalt dobbeltsprogede. En TV-avis fra Danmark sendes dagligt. I uddannelsessystemet er det også nødvendigt for eleverne at kunne bruge begge sprog, da en del af undervisningen foregår på dansk. Qaqortoq – Julianehåb Centerby i Sydgrønland med ca. 3.200 indbyggere. Adresse Niuernermik Ilinniarfik Postbox 516 3920 Qaqortoq Telefon: +299 642399 Telefax: +299 642357 E-mail: niqaq@niqaq.gl Ledelse Torben Hansen, forstander torben@niqaq.gl Kista Isaksen, Adm. inspektør kista@niqaq.gl Henrik Ebbe Nielsen, SØK/HHX områdeleder henrik@niqaq.gl Anne Mette Nielsen, TNI inspektør annemette@niqaq.gl Frederik Lundblad, kursusområdeleder frederik@niqaq.gl Institutioner Vi har handelsskole, gymnasium, højskole (tilhører den grønlandske fagbevægelse) og en ret stor folkeskole. Der findes et sygehus, der normalt er bemandet med 3 læger plus det nødvendige personale til at klare 20-30 sengepladser, og vi har en rimeligt velfungerende tandklinik med 1-2 tandlæger. Kulturlivet Kulturlivet i byen er ret spændende; nogle af Grønlands meste anerkendte kunstnere bor her, f.eks. Aka Høegh, og der er jævnligt arrangementer i form af udstillinger, koncerter o.a. I forbindelse med Grønlands nationaldag 21. juni, afholdes hvert år en kulturuge med kunstnere fra bl. a. hele Norden - her er der musik, sang og mange andre aktiviteter. Billedhuggere arbejder samtidig på nye kunstværker til det interessante projekt ”Sten og Menneske”, hvor man arbejder direkte i det faste fjeld, og som præger bybilledet med kunst i dagligdagen. Her er et museum og man er i gang med at opbygge et telemuseum. Erhverv Vi har en fiskefabrik, et mindre skibsværft, som også fremstiller mindre fiskerbåde i glasfiber, og her er et garveri - Great Greenland - som laver nogle meget flotte sælskindspelse. I øvrigt ernærer befolkningen sig mest ved handel, service og administration samt en hel del fiskeri og fangst. Nær Qaqortoq ligger der også en del fåreholdersteder, som løfter arven fra nordbotiden og driver landbrug under barske vilkår. Sport Qaqortoq er en aktiv sportsby, og den lokale storklub K33 har f.eks. flere gange været grønlandsmestre i fodbold. Udover fodbold er der gode muligheder for at dyrke håndbold, badminton, volleybold og skiløb - især langrend. Ellers præges fritiden af de muligheder, som den storslåede natur giver: vandreture, sejlture, fiskeri og jagt. Handelsskolen Niuernermik Ilinniarfik ”Stedet, hvor man lærer at handle” - Grønlands Handelsskole. Skolen i Qaqortoq blev etableret i 1983 som en afdeling under Handelsskolen i Nuuk i en gammel fredet bygning fra 1907, som oprindelig var sygehus. I 1987 tog vi en ny moderne skolebygning i brug. Det betyder at vi har rigtigt gode fysiske rammer, hvor hver lærer har sin egen arbejdsplads: skrivebord, pc med fri internetadgang og telefon.Til skolen er knyttet et kollegium med plads til ca. 85 beboere. Kollegiet består overvejende af ”parcelhuse”, hver med plads til 6 beboere, samt et aktivitetshus til brug for fritidsaktiviteter. Fra 1988 har handelsskolen i Qaqortoq været en selvstændig institution under Grønlands Hjemmestyre, Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke (KIIIP). TNI Vi har en grunduddannelse, TNI (HG-niveau). Uddannelsen er udviklet i fællesskab af de to handelsskoler og der forestår stadig noget udviklingsarbejde før den er helt færdig. En del af eleverne på denne uddannelse skal færdiggøre deres specialedel i Danmark, hvor der laves aftaler med forskellige handelsskoler. På TNI har vi normalt løbende 3 hold på skolen. HHX I august 2002 oprettede vi en hhx-afdeling. Højere Handelseksamen (hhx) bliver afviklet efter danske retningslinier og i forbindelse med indførelsen har vi et tæt samarbejde med Aalborg Handelsskole. På hhx optages normalt godt 40 elever til to klasser. SØK Uddannelsen til serviceøkonom med speciale i turisme er i Grønland en 2,5 årig uddannelse med 2 indlagte studieophold i en selvvalgt virksomhed, hvor man  veksler mellem teoretisk undervisning og studieophold i en virksomhed. Kursusafdeling På kursusafdelingen gennemføres efteruddannelseskurser for HK-ere, kurser for butikspersonale, IT-kurser, merkonomkurser, leder- og samarbejdskurser m.v. Kurserne afvikles såvel her på skolen som i andre byer i Grønland. Undervisningssprogene på Handelsskolen er grønlandsk og dansk. Aflønningsforhold og lønberegning Som tjenestemand er du forudlønnet og får din første månedsløn udbetalt, når du tiltræder - ved overenskomstansættelse er du bagudlønnet. Lønudbetalingen sker på sidste hverdag i måneden, og det beløb, der udbetales, omfatter den faste månedsløn samt overtidsbetalingen. Udbetaling af overtid sker altid bagud. Det betyder eksempelvis at honorering af overtid, udført i perioden 21. august til 20. september kommer til udbetaling ultimo oktober. I Grønland er der 40 timers arbejdsuge. Alt arbejde, der har med undervisning at gøre, opgøres efter følgende omregningsfaktorer: Grunduddannelsen 1,52 eller 1,67 Hhx og kurser 1,82 (f.eks. aflønnes en 45-minutters lektion på hhx med 1,82 timers løn, eller sagt på en anden måde: når man har undervist i 22 lektioner har man incl. forberedelse lavet en uges arbejde). Pædagogisk udviklingsarbejde og administrativt arbejde m.v. honoreres 1:1. Dertil kommer for nogle fag betaling for opgaveretning samt honorering af møder m.m. jfr. husaftaler. Løn og ansættelsesforhold Løn og ansættelsesforhold Ansættelse ved handelsskolen kan ske som tjenestemand eller efter overenskomst. Sidstnævnte mulighed står dog kun åben for akademikere. Hvis du har en uddannelse som HA’er eller HD’er vil du blive indplaceret i lønrammeforløbet 21/27/30/32. Øvrige ikke-akademikere indplaceres i lønrammeforløbet 19/26/28. Til datamatikere gives et særligt tillæg. Indkomsten kommer normalt noget højere op, da næsten alle lærere har en hel del overtid, og det er i den forbindelse værd at bemærke, at der i Grønland ikke er loft over overarbejde. Specielt med hensyn til skatten bør det nævnes, at den er noget lavere end i Danmark – p.t. 43% - uden progression og med person- og standardfradrag på i alt kr. 48.000 - og der er ingen bruttoskat! Vi skal imidlertid henlede opmærksomheden på, at renter af gæld i fast ejendom i Danmark ikke godkendes som fradrag i Grønland. I stedet kan fradraget ”opspares” i Danmark i fem år. Ferierejse For tjenestemændenes vedkommende indbetaler arbejdsgiveren til en feriefond. Herfra kan man efter ansøgning opnå tilskud til ferierejser. Efter to års ansættelse vil man normalt kunne få dækket hvad der svarer til værdien af en rejse til Danmark t/r for hele husstanden (skattefri). Ansatte på magisteroverenskomst får - efter ansøgning - et ferierejsetillæg til lønnen. Dette udgør p.t. årligt kr. 14.500 (skattepligtig). Hvis den ansatte gennem ægtefælle eller samlever har ret til feriefrirejse i det pågældende år, udbetales der ikke ferierejsetillæg. Flytning Handelsskolen betaler for flytning og bohavetransport fra hjemadressen til Qaqortoq. Flytningen indbefatter ind- og udpakning. Der er dog begrænsninger på, hvor stort et flyttelæs skolen betaler for: Ved møbleret lejlighed 1,5 m3. Enlig 15,0 m3. Par 30,0 m3. Pr. barn 5,0 m3. Der skal anvendes et bestemt flyttefirma, som Grønlands Hjemmestyre har aftale med. Handelsskolen betaler efter samme regler flytning og bohavetransport tilbage til Danmark efter mindst 3 års ansættelse. Ved tidligere fratrædelse sker hjemtransporten for egen regning. Det er dog væsentligt billigere at sende gods fra Grønland til Danmark end omvendt. Gymnasiet Den grønlandske gymnasiale uddannelse (GU) bygger på den danske HF. Den er 3-årig og giver adgang til at læse på videregående uddannelser både i Grønland og Danmark. Undervisningssproget i gymnasiet er dansk. Der er tre almene gymnasier (Qaqortoq, Nuuk og Aasiaat), samt htx i Sisimiut og hhx i Qaqortoq. Bolig Med ansættelsen følger ret til en personalebolig svarende til familiestørrelsen. Denne anvises af det hjemmestyreejede boligselskab INI a/s. Husleje betales efter gældende regler, og huslejens størrelse ligger på niveau med det danske. Der skal ved indflytning betales et depositum svarende til 3 mdr.s husleje. Man kan ikke være sikker på at få en bolig straks ved ankomsten til byen. Der må regnes med en ventetid, som dog normalt ikke overstiger et par måneder. I ventetiden sørger Handelsskolen for en passende vacantindkvartering (vi har en glimrende gæstelejlighed til rådighed). Børnepasning Der er gode børneinstitutioner i Qaqortoq, og der er normalt ikke ret megen ventetid. Forældrebetalingen afhænger af indtægt og ligger stort set på samme niveau som i Danmark. Folkeskolen Den grønlandske folkeskole er noget forskellig fra den danske. Eleverne starter et år tidligere - i 6 års alderen - og skolegangen er 10-årig. Der er ikke mere specielle klasser for danske børn, og hovedparten af undervisningen - især i de mindre klasser - foregår på grønlandsk. De dansksprogede børn får dog en del støttetimer og ekstra danskundervisning. Fra 2003 har man indført ”atuarfitsialek - den gode skole”, hvor eleverne inddeles i tre trin: yngste- mellem- og ældstetrinnet. Der skal arbejdes såvel fagopdelt, som med ”projekter” på tværs af fagene. Leveomkostninger Generelt er omkostningsniveauet lidt højere end i Danmark. Det varierer dog meget efter forbrugets sammensætning. Eksempelvis er øl, vin, spiritus og tobak meget dyrt, mens mejeriprodukter og kødvarer er forholdsvis billige. Udbuddet af varer er ganske pænt og kan sammenlignes med mindre supermarkeder i Danmark. Vi har et par ”store” butikker i byen - Brugsen og Pisiffik - samt en række mindre. Dog kan der ind i mellem skibsleverancerne være noget tomt på hylderne, især når det drejer sig om letfordærvelige varer. På ”brædtet” sælger fangerne deres fangst af fisk, fugle, sælkød m.v. El er noget dyrere end i Danmark, mens varme normalt er billigere - trods klimaet. Flere oplysninger På Grønlands Repræsentation i København kan du skaffe dig flere oplysninger om flytning, oprejse, overgang til grønlandsk skat, medbringelse af husdyr, introduktionskursus o.m.a. Tlf. 3283 3800 www.ghsdk.dk , e-mail journal@ghsdk.dk. Du er naturligvis altid velkommen til at henvende dig til os, hvis du ønsker at få mere at vide. Har du lyst til sætte dig mere ind i de generelle grønlandske forhold kan vi anbefale at læse bogen ”Grønland i dag” af Mads Fægtenborg, forlaget Arctic Information. Derudover kan du på biblioteket låne adskillige bøger om Grønland. På ”nettet” kan du finde turistinformation på www.greenland-guide.gl og oplysninger om Qaqortoq Kommune på www.kujalleq.gl. På Grønlands Selvstyres hjemmeside www.nanoq.gl findes mange nyttige informationer om samfundet. NI links Elever Kollegier Kurser Lærere Om skolen Webmail